Uddannelse og innovation er nøglen til store samfundsudfordringer

– nu deltager 56.000 grundskoleelever i Engineering Day

  • Om os >
  • Presse >
  • Pressemeddelelser >
  • Uddannelse og innovation er nøglen til store samfundsudfordringer – nu deltager 56.000 grundskoleelever i Engineering Day

PRESSEMEDDELELSE

29. oktober 2025

Ny undersøgelse:
Danskerne peger på uddannelse og innovation som nøglen til store samfundsudfordringer – nu deltager 56.000 grundskoleelever i Engineering Day

En ny Epinion-undersøgelse viser, at danskerne ser uddannelse, forskning og innovation som det absolut vigtigste for at løse store samfundsudfordringer. Det understreger behovet for at styrke interessen i de teknologiske uddannelser, og netop derfor deltager over 56.000 elever fra ca. 500 grundskoler landet over i årets Engineering Day. 

Hvad er vigtigst for at løse store samfundsudfordringer? 

Spørger man danskerne, peger flest – nemlig 30 % – på uddannelse, forskning og innovation. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Engineer the Future, der er en teknologisk alliance, som arbejder for at styrke børn og unges interesse for teknologi og naturvidenskab.

Men hvis interessen for de teknologiske uddannelser skal spire hos børn og unge, er det helt afgørende, at de får lov til at udforske og bygge teknologi i praksis. Det er grunden til, at 56.000 børn på ca. 1/3 af landets grundskoler deltager i årets Engineering Day i uge 45. Her skal de arbejde med at udvikle og afprøve teknologiske løsninger på virkelige problemer – og opleve, hvordan naturfag og teknologi kan bruges til at skabe konkret forandring.

”Danskerne har fuldstændig ret: Vi får ikke løst vores store udfordringer uden mange og alsidige teknologiske og naturvidenskabelige kompetencer. Dermed er det afgørende, at børn og unge tidligt får øje på, at de selv kan bruge viden og teknologi til at handle og skabe løsninger. Det giver dem en tro på, at de kan gøre en forskel – og samtidig oplever de typisk, at det er både sjovt og spændende,” siger Hans Ubbe Ebbesen, direktør i Engineer the Future, der står bag Engineering Day.

Tidlig indsats er afgørende for senere interesse i teknologiske fag

Engineering Day er en landsdækkende indsats, hvor lærere og elever arbejder med den såkaldte engineering-metode – en praksisnær måde at lære på, hvor eleverne undersøger, konstruerer, tester og forbedrer deres ideer. Undervejs oplever de, at fejl og forbedringer er en del af processen – og at de selv kan skabe reelle løsninger.

”De kompetencer, vi som samfund har så hårdt brug for, begynder i skolen. Det er her eleverne hver dag skal få mod på at udforske, stille spørgsmål og konstruere noget, der virker. Gennem Engineering Day styrkes ikke kun elevernes interesse for teknologi og naturfag, men også deres evne til at samarbejde, tænke kreativt og omsætte idéer til handling,” siger Nina Ahnstrøm, projektleder for Engineering Day.

Skaber stolthed og motivation

I årets opgaver skal eleverne – afhængigt af klassetrin – arbejde med temaer, der spænder fra kommunikation og mekanik til genbrug og design. De yngste elever skal undersøge lydbølger og arbejde med at lave en simpel telefon, mellemtrinnet skal udvikle et hejseværktøj, der er en vigtig teknologi i mange forskellige industrier, og de ældste elever skal designe teknologier, der kan hjælpe til at minimere brugen af emballage.

”Fælles for alle opgaver er, at eleverne lærer gennem handling, kreativitet og samarbejde – og oplever, hvordan teknologi og faglig viden kan bruges til at løse reelle udfordringer. Det vigtige er ikke den perfekte prototype, men processen, hvor de afprøver ideer, lærer af fejl og opdager, at de faktisk kan konstruere noget, der virker. Vi ved, at det virker, og at det giver eleverne stolthed, motivation og forståelse for, hvad teknologi egentlig handler om,” siger Nina Ahnstrøm.

Fakta om Engineering Day

  • Engineer the Future arbejder for at skabe plads til alle børn og unge i teknologi og science – og gør det gennem handling som fx Engineering Day.
  • Afholdes i uge 45 på omkring 500 skoler i hele Danmark, svarende til ca. 1/3 af landets grundskoler.
  • Ca. 56.000 elever fra 1.-9. klasse deltager.
  • Formålet er at give børn og unge praktisk erfaring med teknologi og naturvidenskab gennem den såkaldte engineering-metode.
  • Bag initiativet står Engineer the Future – en teknologisk alliance af ca. 50 virksomheder, uddannelsessteder og interesseorganisationer.

Yderligere information

Læs mere her: Engineering Day

Pressekontakt og hjælp til besøg i en klasse:  
Projektleder for Engineering Day, Nina Ahnstrøm, 
mail: nina@engineerthefuture.dk , tlf. 21 29 11 13 

Pressekonsulent for Engineering Day, Christoffer Mey Kjøller, mail: cmk@primetime.dk, tlf. 60 51 03 38

Kontaktperson

Anne Dorte

Anne Dorte Spang-Thomsen

Programleder for Engineering i Skolen

Nina

Nina Ahnstrøm

Uddannelseskonsulent

  • Engineer the Future logo
  • VIA-University College
  • KP-Københavns Professions Højskole
  • UCL Horisontal Logo Rbg
  • PHA-Professionshøjskolen Absalon
  • Naturvidenskabernes Hus Lilla RGB
  • UC SYD BLACK RGB Png
  • UCN Logo
  • Dansk Metal Logo@4X
  • Villum Fonden
  • Novo nordisk fonden