
Pres på cykelparkeringen
Prototypiske engineering-forløb
Fagligt forventes det i matematik i udskolingen, at eleverne som en del af modelleringskompetencen er i stand til selv at afgrænse en problemstilling fra omverdenen i forbindelse med opstilling af en matematisk model. En statistisk undersøgelse af
skolens elevers brug af parkeringsfaciliteterne vil her karakteriseres som en model der opstilles på baggrund af en problemstilling. Inden for stofområdet statistik forventes det desuden, at eleverne kan undersøge sammenhænge i omverdenen med datasæt, og at de kritisk kan vurdere statistiske undersøgelser og præsentationer af data.
Statistiske undersøgelser spiller ofte en central rolle i engineering-forløb, da de er med til at rammesætte det videre arbejde og pege i nogle retninger, det kan være oplagt at gå. Matematik er således en vigtig faglighed i forløb som dette, men det er nødvendigt at benytte chancen til at kvalificere elevernes statistiske dannelse, og især betone betydningen af de forskellige valg, eleverne tager i deres undersøgelse. Helt konkret kan det både handle om de spørgsmål eller indsamlingsmetoder, der ligger til grund for data, men det kan også handle om de valg, man tager, når man fx vælger hvilke deskriptorer, man vil fremhæve som de vigtigste. Der er fx i casen med parkeringsfaciliteter forskel på, om man går ned og tæller cykler en tilfældig regnvejrsdag, eller om man i højere grad spørger brugerne om ønsker og behov og forventninger til fremtidig brug. Des flere parametre man medtager, des bedre informerede beslutninger kan man tage. På den anden side handler modellering også om at skære den unødvendige støj fra og kun fokusere på det relevante. Skal man fx spørge til forventet brug ved forskellige vejrlig, eller er det i bunden ligegyldigt, da parkeringsfaciliteterne også skal kunne håndtere en spidsbelastning i strålende sol og varmt vejr. I forlængelse af det, er der stor forskel på, om man vælger størsteværdier og mindsteværdier som pejlemærke for brugen, eller om man synes gennemsnit er den mest oplagte deskriptor.
I det hele taget er der i høj grad mulighed for at få bragt statistik i spil på en meningsfuld måde, hvor elevernes valg rent faktisk har en betydning. Derudover er det en mulighed for at de matematiske kompetencer kommer i spil, her især modelleringskompetencen, men også repræsentationskompetencen kommer, i den måde man i arbejdet med statistik løbende oversætter frem og tilbage mellem virkelighed, data, systematiserede data i tabeller, visuelle repræsentationer og deskriptorer. Især relationen mellem de forskellige repræsentationer kan føre til dybere forståelse af de statistiske fagbegreber og koncepter og kan hjælpe med at udvikle den statistiske dannelse
Skriv dig op til vores nyhedsbrev herunder, så får du seneste nyt om Engineering Day samt praksisnære tips og tricks til din undervisning ca. 5 gange om året.
Engineering model
Engineering designprocessen består af 7 delprocesser, som du kan læse mere om ved at klikke nedenfor.
Engineering Day er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the Future, VIA University College, Københavns Professionshøjskole og Astra.
Engineering i skolen er finansieret af Villum Fonden.