Tre naturfaglige indspark til arbejdet med fagfornyelsen

Fagfornyelsen i folkeskolen er både tiltrængt og nødvendig, også i naturfagene. Men der gemmer sig også snubletråde. Vi skal for eksempel have defineret, hvad teknologiforståelse er i folkeskolen, og samtidig sikre, at fællesfagligheden i naturfagene ikke bliver hældt ud med badevandet, skriver dagens debattører.

Lad os tage det positive først: Den fagfornyelse i den danske folkeskole, som der nu er taget hul på, er både tiltrængt og glædelig.

Samtidig er det klædeligt, at ministeriet har inviteret undervisningsområdets mange forskellige aktører med ind i maskinrummet for at få deres inputs.

Undervisningsministeren skal også roses for rent faktisk at reducere de enkelte fags faglige bindinger.

Ved at sætte folkeskolen fri har regeringen taget et vigtigt skridt mod en mere praksis- og virkelighedsnær undervisning ude i klasselokalerne.

Når det er sagt, er det dog også på sin plads at komme med tre konstruktive indspark - særligt i forhold til fagfornyelsen i naturfagene.

Samme teknologiforståelse på tværs af fag

For det første er det i vores optik oplagt, at man i arbejdet med fagfornyelsen sørger for at skabe en tydelig indholdsmæssig progression fra natur/teknologi i 1. klasse til udskolingens tre naturfag, så der er en tydelig sammenhæng mellem fagenes indholdsområder.

Her kan teknologiforståelse passende være en af de faglige overliggere, men det skal vel at mærke være teknologiforståelse i sin bredeste forstand.

I naturfag er både kritisk stillingtagen til og kreativ anvendelse af teknologi fortsat centralt. Det gælder i øvrigt al teknologi, ikke kun digital teknologi.

Sådan er det nødvendigvis ikke i andre fag, og det kalder på et grundigt stykke arbejde i forhold til at sikre en ensartet definition af teknologi på tværs af fag og fagligheder i folkeskolen.

Hvad er teknologiforståelse egentlig? Den afklaring savnes stadig.

Pas på de fælles kompetenceområder

I forlængelse heraf er det bekymrende, at der med fagfornyelsen er varslet et muligt opgør med fællesfagligheden og naturfagenes ens kompetenceområder.

I vores optik har netop fællesfagligheden og de ensartede kompetenceområder løftet kvaliteten af undervisningen i naturfagene og skabt grobund for en reel, funktionel tværfaglighed, som ikke eksisterede før 2014.

Med den udmeldte ramme for fagfornyelsen er der en reel mulighed for både at kaste de ens kompetencer og fællesfagligheden over bord.

Derfor lyder vores anden råd, at der i udviklingen af de nye fagplaner prioriteres at holde fast i fællesfaglighed og ens kompetenceområder som faglige mål – både på langs af folkeskolen, dvs. fra 1.-9. klasse, og på tværs af udskolingsfagene.

Undervisningsmål og prøveformer skal kobles sammen

For det tredje er det grundlæggende fornuftigt, at man med fagfornyelsen vil udvikle prøveområdet som helhed via en særlig nedsat gruppe.

I forlængelse heraf skal lyde et fromt håb om, at der sættes fokus på processer og metoder, der angiver nye måder at udprøve de forskellige fag på – eksempelvis via virkelighedsnære problemstillinger, der kalder på praksisnære og teknologiske løsninger. Det er der i forvejen tradition for i naturfagene.

I udviklingen af prøveområdet bør der stræbes efter en tydelig kobling mellem denne særlige nedsatte gruppes arbejde og så det arbejde, der pågår i de nedsatte faggrupper.

Enhver form for evaluering – for eksempel en afsluttende eksamen eller prøve – bør have en tæt sammenhæng til undervisningens overordnede, faglige mål.

Derfor er det afgørende, at de enkelte faggrupper også får mulighed for at komme med deres indspark til, hvordan prøvningen af deres respektive fag skal foregå.

Heldigvis har vi kun lige taget hul på det praktiske arbejde med fagfornyelsen.

Og hvis ministeriet og fagfornyelsens øvrige parter er opmærksomme på ovenstående punkter, tegner fagfornyelsen for alvor spændende – også for naturfagene.