Projektbeskrivelse: Generation AI
Om projektet
Projektperiode
2026-2028
Formål
Projektet er et udviklingsprojekt, der skal undersøge hvordan unge bliver medskabere af fremtidens undervisning, så de mere kvalificeret kan bidrage til læringen på deres egne uddannelsesinstitutioner gennem kreativ og ansvarlig brug af kunstig intelligens til opgaveløsning.
Baggrund og hovedindhold
Kunstig intelligens forandrer vores måde at lære på. Unge mellem 16 og 24 år er de mest hyppige brugere af generativ AI. Hele 77 % har brugt AI inden for de seneste tre måneder (DST). 9 ud af 10 gymnasieelever bruger allerede AI til skolearbejdet, og 32 % af AI-brugerne er bekymrede for, at deres brug kan have negative konsekvenser for deres læring i fremtiden (EVA). Samtidig efterspørger arbejdsmarkedet AI kompetencer: Jobopslag med krav om AI-kompetencer steg fra 263 i 2018 til ca. 23.000 i 2024 (PwC).
Tallene understreger de dilemmaer, ungdomsuddannelserne står i. Og det er afsættet for Generation AI. Projektet adresserer det problem, at der i dag ikke findes et struktureret rum, hvor elever og lærere mødes ligeværdigt om den AI-brug, der reelt foregår i undervisningen. Resultatet er en voksende afstand mellem den uregulerede brug hos eleverne og det, lærerne kan understøtte fagligt. Projektet bidrager til en løsning ved at skabe netop dette rum og give plads til de unges stemme i AI-omstillingen.
Projektet er inspireret af forskellige metoder til børne/ungeinddragelse, men med udgangspunkt i metoden inclusive inquiry. Metoden vil blive tilpasset til målgruppen og projektets særlige ide med gentænke, hvordan elevgrupper på hver uddannelsesinstitution bliver en AI-faglige ressource i undervisning. Inddragelsen af elever til det forudsætter at der uddannes op til 60 AI-piloterne i et særligt tilrettelagt forløb, forud for at de bliver sparringspartnere for de deltagende lærere om mere kvalificeret brug af AI i undervisningen. AI-piloter skal:
- Indsamle ideer om brug af AI i undervisningen fra deres klassekammerater
- Planlægge udforskningslektioner hvor AI anvendes i undervisningen sammen med deres lærere
- Observere og sparre med klassekammerater i udforskningslektioner
- Deltage i refleksioner med lærere om bedre brug af AI i undervisning
Metoden inddrages systematisk i projektet for at understøtte, at både AI-piloter og undervisere får en tydelig struktur og ramme for samarbejdet. For AI-piloterne gælder at de får en legitim og konkret rolle i undervisningen, der opleves som en ressource for underviserne. For underviserne gælder, at de bevarer det fulde faglige og didaktiske ansvar for undervisningen, får bedre indsigt i hvad AI anvendes til af eleverne, og at de sammen med AI-piloterne får fælles erfaringer med nye tilgange til brugen.
Projektet gennemføres i fem faser, hvor elever og undervisere inddrages i udviklingen, afprøvningen og formidlingen af nye tilgange til AI i undervisningen.
- Hackathon: 20 AI-piloter og pionerlærere udvikler idéer og konkrete forslag til AI-brug i undervisningen. Formålet er tidlig elevinddragelse
- Udvikling: En ekspertgruppe bestående af didaktikere, pionerlærere og AI-eksperter udvikler læringsmoduler med udgangspunkt i elevernes idéer.
- Opkvalificering: Yderligere 40 AI-piloter udvælges, og alle 60 gennemfører et kompetenceudviklingsforløb med digitale moduler og en fysisk workshop.
- Elev-lærer-samarbejde: AI-piloter og praksislærere afprøver nye tilgange til AI i undervisningen gennem fælles udviklingsforløb, som evalueres før og efter.
- AI-kodeks og formidling: Erfaringerne samles i et elevskabt AI-kodeks, inspirationsmaterialer og undervisningsressourcer, der deles nationalt.
Målgruppe og deltagere
Projektet henvender sig til elever og undervisere på ungdomsuddannelserne og involverer 60 elever (AI-piloter) og 120 lærere fra seks ungdomsuddannelsesinstitutioner. Gennem udvikling og afprøvning af nye undervisningsforløb forventes projektet at nå ca. 3.000 elever.
De deltagende uddannelsesinstitutioner er
- Aarhus Business College
- Aalborg Handelsskole
- Københavns Mediegymnasium – NEXT
- Vestskoven Gymnasium – NEXT
- Pulsen Gymnasium
- Rosborg Gymnasium & HF
Partnere
Projektet gennemføres i et tæt samarbejde mellem Digital Dogme, der er projektejer, og Engineer the Future, der er hovedsamarbejdspartner og har ansvaret for den faglige udvikling af projektet.
Støttet af
Tuborgfondet
Kontakt