Anbefalinger til det gode ekspertbesøg

Når du og dine elever får en ekspert på besøg i undervisningen, er det en fantastisk mulighed for at koble teori og praksis, samt skabe sammenhæng mellem undervisningen og ’den virkelige verden’.

For at få mest muligt ud af ekspertbesøget, anbefaler vi, at du er opmærksom på de tre faser: før, under og efter besøget. Samt at du orienterer dig i vores anbefalinger.

Hvad skal du være opmærksom på før besøget?

Det er vigtigt, at du og eksperten på forhånd har haft en dialog om ønsker og forventninger til besøget. Eksperten skal vide, hvor besøget skal foregå, hvor længe besøget skal vare (ofte 90 min) og hvor mange elever, der deltager.

Skal der bruges materialer til forsøg eller andet, skal det også aftales hvem, der står for at medbringe disse og om det kræver oprydning.

Giv også gerne eksperten et indtryk af, hvilken sammenhæng besøget indgår i og hvilke emner, I allerede har arbejdet med eller planlægger at arbejde med i tilknytning til besøget.

Husk også at forberede eleverne på besøget, så de forstår, hvorfor de får besøg af en ekspert udefra. Lad evt. eleverne udarbejde spørgsmål til eksperten på forhånd.

Hvad skal du være opmærksom på under besøget?

En tydelig ledelse af klassen er en forudsætning for, at besøget bliver en succes, og at eleverne får det bedst mulige udbytte. Ansvaret for at lede klassen under besøget ligger hos dig som lærer, da du er den, der kender klassen.

Som vært for besøget er det dig, der byder velkommen og introducerer eksperten. Skal der laves gruppearbejde undervejs er det med fordel dig, der danner grupperne.

Det er ekspertens ansvar at kommunikere intentioner med og mål for besøget og samle op på dem undervejs eller til sidst. Det kan du som lærer understøtte ved at drage paralleller til emner, I har arbejdet med i undervisningen, det hjælper eleverne til at knytte ny viden fra besøget til eksisterende viden.

Hvad skal du være opmærksom på efter besøget?

Få gerne eleverne til at reflektere over og evaluere besøget umiddelbart efter afholdelse, mens du har det i frisk erindring.

For at øge elevernes udbytte af besøget og sikre, at de husker, hvad de har lært, er det en god idé at behandle besøget efterfølgende, fx ved at arbejde med en aktivitet, der relaterer til det faglige emne, eller ved at arbejde med metoder, som eksperten har fortalt om. Dertil har Engineer the Future udviklet korte engineering-aktiviteter, der kan bruges før, under eller efter besøget.

Af hensyn til vores løbende udvikling og forbedring af ordningen håber vi, at du vil bruge 5 min. på at udfylde den evaluering du får tilsendt fra os. Feedbacken giver også stor værdi og vigtig viden for eksperterne.

Vi har samlet vores anbefalinger til det gode ekspertbesøg, som du kan download herunder. Udover opmærksomhedspunkter til før, under og efter besøget indeholder anbefalingerne også gode grunde til at få besøg af en ekspert, viden om eksperterne som rollemodeller, introduktion til Engineering som metode og links til yderligere litteratur.

De tre korte film giver et hurtigt indblik i vores anbefalinger til det gode besøg. Her er gode råd og inspiration at hente til både lærere og eksperter.

Spørgsmål til Book en ekspert?

Katrine

Katrine Hassenkam Zoref

Projektleder

Eksperter som rollemodeller i Book en ekspert

Eksperter som rollemodeller i Book en ekspert

Engagement og elevinddragelse i Book en ekspert

Engagement og elevinddragelse i Book en ekspert
  • William Demant Fonden
  • Carlsberg Mindelegat Green RGB DK (1)
  • Oestifterne Grundlogo 1 Linje Rgb