Engineer the Future er på Folkemødet
D. 11. - 13. juni 2026 i Techteltet
Igen i år samler Engineer the Future nogle af de mest centrale aktører fra erhvervsliv, uddannelsessektor og fonde i Techteltet på Folkemødet 2026. Gennem debatter, samskabelse og netværk sætter vi fokus på, hvordan vi i fællesskab kan styrke børn og unges teknologiske forståelse og handlekraft – i en tid, hvor kunstig intelligens og innovation forandrer både vores hverdag og fremtid.
Programmet spænder bredt: fra morgensang, rundbordssamtale med Clement Kjersgaard, freestyle rap med Per Vers om fremtidens ungdomsuddannelser - til netværksmøder og festlige aftener i Techteltet.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til tre dage fyldt med inspiration, dialog og fællesskab.
Find os på pladsen B2!
Engineer the Future er en del af Techteltet sammen med SDU, AAU, AU, DTU og IDA – alle med spændende debatter og arrangementer med folkelig appel, som du kan læse mere om på Folkemødets hjemmeside.
Nedenfor kan du læse mere om Engineer the Futures egne oplæg og aktiviteter i teltet.
Program:
Torsdag d. 11. juni
09.00 - 09.30. Morgensang
I Techteltet skyder vi dagen i gang med live musik og gode fællessange. Kom og vær med!
09.30 - 10.20. Forskning i øjenhøjde - fra universitet til klasseværelse
I forlængelse af morgensang i Techteltet inviterer vi indenfor i teltet til en inspirerende introduktion til teknologier fra DTU, AU, AAU og SDU. Studerende og forskere viser gennem korte, dialog baserede oplæg, hvad teknologierne kan, og hvilke problemer de er med til at løse. Engineer the Future kobler hvert oplæg til konkrete engineering-idéer, som elever og lærere kan arbejde videre med i undervisningen.
17.55 - 18.55. Rundbord med Clement Kjersgaard: Mangler unges nysgerrighed?
Naturvidenskab og teknologi har været med til at forme det moderne Danmark – fra H.C. Ørsted og Niels Bohr til Novo Nordisk, Vestas og Danfoss. Samtidig står vi midt i store samfundsforandringer med kunstig intelligens, grøn omstilling og biodiversitetskriser, som kræver både teknologiske gennembrud og naturvidenskabelig forståelse.
Alligevel vælger færre unge naturvidenskabelige studieretninger, og mange børn og unge oplever ikke naturfagene som relevante for at forstå verden omkring dem. Hvordan er vi havnet her? Har vi mistet nysgerrigheden på teknologi og naturvidenskab? Og hvem har ansvaret for at vende udviklingen – skolen, forældrene, politikerne eller samfundet som helhed?
Med Clement Kjersgaard som moderator mødes meningsdannere, forskere, politikere og aktører fra skoleverdenen til en levende debat. Undervejs skiftes perspektiverne ud, publikum inddrages, og centrale spørgsmål om dannelse, trivsel og fremtidens samfund bliver sat til debat.
21.00 - 01.00. Fest i Techteltet
Kom til et brag en fest når Magnus Heunicke og gæste-dj's fyrer op for musikken i Techteltet.
Fredag d. 12. juni
09.00 - 09.30. Morgensang
I Techteltet skyder vi dagen i gang med live musik og gode fællessange. Kom og vær med!
09.30 - 10.20. Forskning i øjenhøjde - fra universitet til klasseværelse
I forlængelse af morgensang i Techteltet inviterer vi indenfor i teltet til en inspirerende introduktion til teknologier fra DTU, AU, AAU og SDU. Studerende og forskere viser gennem korte, dialog baserede oplæg, hvad teknologierne kan, og hvilke problemer de er med til at løse. Engineer the Future kobler hvert oplæg til konkrete engineering-idéer, som elever og lærere kan arbejde videre med i undervisningen.
12.55 - 13.40. HTX som freestyle rap - unges gymnasiedrømme med Per Vers
Htx og stx elever fra Campus Bornholm vil sammen med rektor Maya Müller og Aske Christensen, forperson for Erhvervsskolernes Elevorganisation, komme med anbefalinger til gymnasiet efter 2030. Med afsæt i de unges hverdag og virkelighed, leverer de deres vision for en meningsfuld og bæredygtig gymnasieuddannelse. Nøgleaktører fra forskning, erhvervslivet, fonde og politik lytter og debatterer efterfølgende de unges anbefalinger.
Publikum inviteres til at lytte aktivt og dele stikord, som rapperen Per Vers samler ind i en skarp og underholdende 'rap-up'. En levende, lyrisk og lyttende debat, hvor visionerne kommer fra dem, det hele handler om - de unge selv.
Lørdag d. 13. juni
15.25 - 16.10. Kiks og katapulter: Kan man lege sig til en ingeniørhjerne?
Vær med når to hold dyster i engineering-leg med Lasse Winther (kendt fra TV, youtube og Tiktok) som game master. Sammen katapulterer vi os nærmere et svar på spørgsmålet: "kan man lege sig til en ingeniørhjerne?". Der er læring i leg! Det er veldokumenteret og bredt anerkendt. Engineering er en tilgang til problem- og undersøgelsesbaseret undervisning, hvor nysgerrighed og legende tilgang til læring er helt central. En metode, som opfordrer til at undersøge, prøve, fejle og prøve igen. Hvad sker der, hvis vi trækker engineering-metoden ud af klasserummet og med ind i fritiden og den frie leg? Hvad kræver det af børnene og hvilke krav stiller det til forældrene at understøtte den leg?
Hvem er vi?
Engineer the Future er Danmarks teknologiske alliance bestående af ca. 50 virksomheder, uddannelsessteder og interesseorganisationer. Vi er gået sammen om at skabe plads til alle børn og unge i teknologi og science, og vi arbejder for, at danske virksomheder får adgang til stærke kandidater inden for ingeniør, it og science.
Vær med – sammen er vi stærkere.
Spørgsmål til programmet?
Mads Joakim Sørensen
Chefrådgiver, policy og projektudvikling
Mød også