Analyse: Ingeniører skaber private jobs

Analyse: Ingeniører skaber private jobs

  • Analyse

Engineer the future har udgivet en analyse, der dokumenterer værdien og omfanget af ingeniør-iværksættere. Analysen viser, at der bliver etableret næsten to ingeniørvirksomheder om dagen, og at godt hver 7. ingeniør på en årgang starter eget firma i perioden 2001-2012. De har samtidig forretningsmæssig succes og leverer dobbelt så meget eksport som landsgennemsnittet.

Analysen, ’Samfundsværdien af nystartede ingeniørvirksomheder 1994-2012’, er lavet af Rambøll for Danmarks teknologiske alliance, Engineer the future, som tæller 40 partnere fordelt på erhvervsliv, uddannelsessteder og organisationer.

Analysen dokumenterer, at ingeniører er driftige iværksættere, også relativt set. Og at de tjener penge både til sig selv og samfundet. Set over en periode på 18 år omsatte ingeniørvirksomhederne, som efter opstart også giver arbejde til faglærte og andre faggrupper, for ca. 110 mia. kr. Det svarer til finansieringen af 14 supersygehuse. Virksomheder skabt af ingeniører eksporterede i 1994-2012 for ca. 20 mia. kr. svarende til ca. 20 % af omsætningen.


Klik for at forstørre

Finansminister Bjarne Corydon deltog i dag på Ålborg Universitet i Esbjerg og fik lejlighed til at kommentere på analysen:

”Jeg anerkender bestemt, at Danmark mangler ingeniører og andre naturvidenskabelige kandidater. Det er blandt andet derfor vi har gennemført dimensionering på vores universiteter. Det er en del af løsningen, at vores erhvervsliv får den arbejdskraft de mangler og gerne kreative og innovative kandidater med iværksætterdrømme, som denne undersøgelse går i dybden med. I årene fremover bliver det værd at undersøge om også det offentlige kan bidrage endnu mere for at fremme forskning i teknologi og teknisk viden.”

Tal fra Danmark statistik viser, at eksportandelen af den samlede omsætning i gennemsnit for alle danske virksomheder er på 10 %. Dermed ligger virksomheder startet af en ingeniør dobbelt så højt på eksportandel af omsætningen i forhold til landsgennemsnittet. Geografisk starter ingeniører virksomheder i hele landet.

LÆS ANALYSEN

Engineer the futures bestyrelsesformand, Frida Frost har følgende kommentar til analysen:

”Med den evne ingeniører har til at starte virksomheder, drive forretning, skabe arbejdspladser og eksport, er vi nødt til at sikre, at vi får uddannet nok af dem,” siger Frida Frost, der er bestyrelsesformand for Engineer the future og formand for Ingeniørforeningen, IDA.

”Derfor arbejder vi også på at opkvalificere fødekæden fra grundskole til universiteterne inden for teknologi og naturvidenskab ved at øge interessen for teknologi og naturvidenskab blandt børn og unge,” siger hun.

Analysen viser, at 64 % af virksomhederne lever efter et år. Efter 10 år er det 3 %, der lever med eget CVR. Det skyldes, at en del virksomheder statistisk set dør, men rent faktisk er blevet enten opkøbt eller fusioneret ind i en anden virksomhed. Aktiviteter, jobskabelse og vækst fortsætter således. De virksomheder, der opkøbes, indgår ikke i statistikken i analysen.

Analysen er foretaget for Engineer the future af Rambøll i november / december 2014 og er baseret på en kombination af registerdataoplysninger på individ- og virksomhedsniveau fra Danmarks Statistiks grundregistre.

Engineer the future er en teknologisk alliance stiftet af uddannelsessteder, organisationer og virksomheder og består på nuværende tidspunkt af 40 partnere.  Alliancen sætter fokus på det stigende behov for flere ingeniører i Danmark, fordi teknologi er afgørende for udviklingen af Danmark og for bevarelse af vores velfærdssamfund.

Presseansvarlig Eva Hesse Lundström, tlf. 20 34 05 35, eva@engineerthefuture.dk