Nogle funktionaliteter vises ikke i Internet Explorer - brug en af disse browsere for at få den bedste oplevelse: Chrome, Safari eller Firefox. Vi beklager ulejligheden.

Novozymes engagerer sig i Book en ekspert

Novozymes: "Vi giver medarbejderne tid til at tage ud på landets skoler"

 
ARTIKLER
14. maj 2019

Selvfølgelig må medarbejderne bruge arbejdstid på at komme ud og møde børn og unge. Det er holdningen hos Novozymes, der har som mål at uddanne 1 million inden udgangen af 2020.

Kunne du tænke dig at komme ud og fortælle om dit arbejde på danske skoler? Det spørgsmål er en stor del af Novozymes medarbejdere blevet mødt med igennem de seneste år. Og flere af virksomhedens medarbejdere har sagt ja. For den danske enzym-gigant er skolebesøgsordningen Book en ekspert blevet en integreret del af virksomhedens ambitiøse outreach-strategi.

Novozymes har som mål at uddanne 1 million mennesker frem mod 2020. ’Educate’ hedder projektet, og outreach-missionen er to-delt: For det første skal verden lære om enzymers potentiale som et grønt alternativ til kemi og forurenende processer. For det andet handler virksomhedens outreach-aktiviteter om at skabe begejstring for naturvidenskab blandt børn og unge. Det fortæller Pia Francke Johannesen, senior departement manager hos Novozymes.

”Vi har en lang række outreach-aktiviteter, der blandt andet omfatter elev-besøg her på Novozymes. Book en ekspert er et alternativ, der giver os mulighed for at skabe aktiviteter ude på skolerne. Noget, der passer direkte ind i undervisningsplanerne, hvilket gør det nemt og attraktivt for lærerne,” fortæller Pia Francke Johannesen.

Sara Landvik (tv), reseach scientist hos Novozymes og ekspert i Book en ekspert, og Pia Francke Johannesen, senior departement manager hos Novozymes.

Alle medarbejdere i Novozymes opfordres til at bruge en del af deres arbejdstid på outreach-opgaven. Når en medarbejder har været på besøg i en klasse, skrives timeantallet og antal elever ind i Novozymes’ outreach-registrering, og dermed er medarbejderen med til at løfte virksomhedens overordnede strategi på området.

Ifølge Pia Francke Johannesen spiller medarbejdernes engagement i fx Book en ekspert også positivt tilbage på organisation. Outputtet er godt nok ikke direkte målbart. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at skolebesøgene har en effekt:

”Det giver mere tilfredse medarbejdere. Eksperterne kommer tilbage fulde af motivation,” fortæller hun.

Sara Landvik, research scientist hos Novozymes, har allerede været ude som ekspert flere gange på danske skoler. Lysten til at udfordre sig selv var en af de væsentligste årsager til, at hun meldte sig til Book en ekspert. Hendes erfaring er, at det er langt sværere at kommunikere med børn end med voksne, blandt andet fordi børn ikke har den referenceramme, som man kan forvente af voksne:

”Jeg har lært at forenkle mine budskaber og tage udgangspunkt i scenarier, som børn og unge kender fx svampe i skoven. I dag bruger jeg samme metode over for kunder, når jeg skal forklare komplicerede processer. Og det virker. De forstår mig langt bedre.”

Hun er personligt ikke i tvivl om outputtet: ’Børnene er så nysgerrige på at lære mere. Begejstrede og altid fulde af gode spørgsmål. De er en af de sjoveste målgrupper at arbejde med,’ fortæller hun.

Det giver mere tilfredse medarbejdere. Eksperterne kommer tilbage fulde af motivation.

- Pia Francke Johannesen, senior departement manager hos Novozymes

 logo
 logo
 logo
 logo
 logo
 logo
 logo
 logo