Nogle funktionaliteter vises ikke i Internet Explorer - brug en af disse browsere for at få den bedste oplevelse: Chrome, Safari eller Firefox. Vi beklager ulejligheden.

Jeanette er ekspert: Jeg er blevet en bedre kommunikator

At være ekspert giver kvalifikationer, der kan bruges på arbejdspladsen

 
ARTIKLER
14. maj 2019

Civilingeniør Jeanette Brender Clemensen arbejder med bygningskonstruktioner for den rådgivende ingeniørvirksomhed MOE, men engang imellem bryder hun hverdagen op for at besøge en skoleklasse som ekspert i besøgsordningen Book en ekspert. Hendes arbejdsplads betaler for de timer, hun lægger i besøgsordningen, ud fra det rationale, at det at være ekspert kan styrke en medarbejders faglige kompetencer.

”Jeg har en aftale med min chef om, at MOE betaler for min løn, mens jeg er ude på skolerne som ekspert. Aftalen bygger på, at mine ekspertbesøg bliver en form for uddannelse for mig ift. at udvikle mig inden for kommunikation. Kommunikationsområdet er der, hvor det giver faglig bonus at være med som ekspert, fordi man får en forståelse for målgrupper, og hvordan man generelt formidler det, man laver,” fortæller hun.

Jeanette Brender Clemensen lægger stor vægt på, at de kompetencer, man opnår som ekspert, kan bruges i hendes professionelle liv.

”Det at være ekspert har gjort mig personligt stærkere i at kunne sætte mig ind i, hvordan andre opfatter det, jeg siger. Jeg har i dag mere fokus på mit publikum. Lige meget om jeg snakker med børnene i en af de klasser, jeg besøger, eller taler med samarbejdspartnere og kollegaer hjemme på kontoret, så gør det at være ekspert, at jeg har fået en større forståelse for, hvordan man skal fortælle om de konkrete problemstillinger, jeg arbejder med, så det er nemt at forstå og spændende at høre på,” uddyber hun.  

Jeanette Brender Clemensen, civilingeniør hos den rådgivende ingeniørvirksomhed MOE og ekspert i Book en ekspert.

Før man bliver sluppet løs som ekspert i grundskolen, deltager alle kommende eksperter i et kommunikationskursus, hvor de lærer om formidling. For Jeanette Brender Clemensen har kommunikationskurset været et vigtigt element i hendes udvikling.

”Kombinationen af kommunikationskurset og den praktiske erfaring i skolen gør én stærkere kommunikativt. På introkurset får man en masse teoretiske inputs til, hvordan man f.eks. skal sætte sig i modtagerens sted, fortælle en historie osv., og når man så står i klassen, finder man hurtigt ud af, hvad der fungerer i praksis,” fortæller hun.

Jeanette Brender Clemensen fortæller også, hvordan hendes kommunikationsevner kan være med til at skabe en bedre arbejdsproces på hendes arbejdsplads. Grundet medarbejdernes forskellige uddannelsesbaggrunde og meget specialiserede arbejdsopgaver kan der til tider opstå misforståelser. Jeanette oplever, at hun er blevet bedre til at stille de rigtige spørgsmål, så hun får uddybet de dele af problematikken, der kan være svære at forstå.

”Min forståelse for kommunikation gør mig i stand til at bidrage til en bedre arbejdsproces, når vi snakker sammen om faglige udfordringer, fordi jeg kan stille de rigtige spørgsmål til mine kollegaer og derved hjælpe til at få forklaret de ting tydeligere, der giver anledning til fejlantagelser,” uddyber hun.

På et rent personligt plan giver det et kæmpe energiboost at være ude blandt børn, for børn er glade og meget interesserede i at lære.

- Jeanette Brender Clemensen, civilingeniør hos den rådgivende ingeniørvirksomhed MOE og ekspert i Book en ekspert.

Det er dog ikke kun professionelt, at Jeanette Brender Clemensen oplever at få et udbytte som ekspert. Det at arbejde med børn og være med til at rykke dem, er en stor motivationsfaktor. Hun ser tydeligt, hvordan en del elever bliver demotiveret af den klassiske lærerform, hvor man skal læse for at lære, men omvendt lyser op og engagerer sig i undervisningen, når de får et materiale i hænderne.

”På et rent personligt plan giver det et kæmpe energiboost at være ude blandt børn, for børn er glade og meget interesserede i at lære. Og så gør det heller ikke noget dårligt for ens selvtillid at være ekspert, for når man træder ind i en klasse, bliver man med det samme et idol,” afslutter hun.

 logo
 logo
 logo
 logo
 logo
 logo
 logo
 logo