Nogle funktionaliteter vises ikke i Internet Explorer - brug en af disse browsere for at få den bedste oplevelse: Chrome, Safari eller Firefox. Vi beklager ulejligheden.

”Eleverne husker teorien bedre, når de knytter den til noget konkret”

Per Milling, lærer

ARTIKLER
29. marts 2019
 

Engineering er blevet en integreret del af Per Millings undervisning. Tværfagligheden og det anderledes læringsrum gavner eleverne, men det kræver tid og fleksibilitet, fortæller naturfaglæreren fra Tvis Skole nær Holstebro.

 

Lodrette haver, rumbaser, jordskælvsikre huser og bamser med blinkende diodeøjne. Det er bare nogle af de mange engineering-udfordringer Per Milling har stillet sine elever gennem de senest par år. Som naturfagslærer på Tvis Skole har han integreret engineering i sin undervisning, hvilket blandt andet har gavnet 9.klasse-eleverne ved den fælles naturfagspøve.

”Engineering fungerer rigtigt godt i forhold til at få fagene bundet sammen. I forbindelse med en opgave, hvor eleverne skulle bygge lodrette huse, kom vi både rundt om planter og næringsstoffer, der pegede ind i biologi og fysik, men eleverne skulle også forholde til emner omkring urbanisering og overbefolkning fra geografi-faget. Den tværfaglige tilgang gør det nemt for eleverne at bruge et engineeing-forløb til den naturfaglige prøve.”

Kan engineering-metoden styrke elevernes læring?

”Ja, jeg oplever, at eleverne husker de faglige diskussioner, vi har haft i et engineering-forløb bedre, end når vi gennemgår emnerne i traditionel undervisning. Det skyldes, at eleverne får mulighed for at knytte deres viden til sammenhænge fra det virkelige liv, Samtidig synes langt de fleste af eleverne, at engineering-forløbene er sjove, og derfor husker de dem også bedre. Det er ikke ensbetydende med, at engineering-undervisning kan stå alene. Den traditionelle undervisning er vigtig, men et engineering-forløb gør det muligt for eleverne at hægte fagbegreber og teori op på noget konkret. Det gælder også efterfølgende. Når de lærer noget senere hen, laver de ofte referencer tilbage til deres engineering-opgaver.”

Hvordan får du inkorporeret den faglige viden i et engineering-forløb?

Det foregår i særdeleshed ved elevernes afsluttende præsentation, hvor jeg spørger meget ind til deres tanker og får dem til at forholde sig til centrale naturfaglige og matematiske forhold. Ofte indleder jeg med at give eleverne en grundviden, men undervejs i forløbene indtager jeg en mere guidende rolle. Ved præsentationen er det min opgave at få koblet den viden eleverne går ind i opgaven med sammen med de erfaringer eleverne har erhvervet sig undervejs. Og få suppleret med de emner og fagbegreber, som eleverne ikke af sig selv er kommet frem til. 

Hvad er det sværeste ved et engineering-forløb?

Eleverne får mest ud af forløbet, hvis man kan få flere sammenhængende undervisningslektioner. Tidsmæssigt kræver det derfor en vis fleksibilitet i lærergruppen i forhold til at bytte lektioner. Jeg har dog også afholdt engineering-forløb i en temauge, hvilket fungerede rigtig godt. Alternativt kan man gøre det som valgfag, men udfordringen er, at det så kun er få timer hver uge, hvilket kan være lidt besværligt i forhold til at få materialer frem og ryddet op hver gang.

Hvilke typer af elever taler engineering til?

Min oplevelse er, at alle typer af elever motiveres af at få lov at udleve deres ideer og få dem omsat til noget konkret. De udfordrede elever trives rigtigt godt med at få lov at arbejde under friere rammer, og de stærke elever nyder at få lov at brillere med deres viden, når de skal præsentere deres arbejde. Generelt oplever jeg en stor glæde fra elevernes side, når vi arbejder med engineering. Ofte bruger jeg anledningen til at få skabt et helt anderledes undervisningsrum. Så sætter jeg musik på, og eleverne nyder i den grad den anderledes stemning, der opstår.

Hent inspiration til konkrete engineering-opgaver

Få inspiration til at inddrage engineering i undervisningen på Astras temaside om engineering. 

Læs mere 

Kontaktpersoner

Sara Rosendal

Presse- og kommunikationsansvarlig

sara@engineerthefuture.dk 2337 3494