Tilmeld din klasse UngeEvent 2017

 

Engineer the future inviterer d. 21. og 22. august gymnasier til UngeEvent 2017.

 

Kom til verdenspremiere på Climate Planet og giv jeres elever mulighed for at prøve kræfter med at løse nogle af klima- og bæredygtighedsudfordringer i efterfølgende workshops. Engineer the future inviterer – så oplevelsen er gratis.

Unge er fremtidens forbrugere, problemløsere og beslutningstagere. Det er afgørende at give dem den bedst mulige uddannelse inden for klimaforandringer og bæredygtighed, hvis en fremtidig grøn omstilling skal lykkes.

En stærk visuel oplevelse af jordens klimaudvikling

UngeEvent 2017 foregår i Climate Planet, som er en ca. 25 meter høj og 20 meter bred jordklode opstillet på havnen i Aarhus. Det bliver en enestående sanselig oplevelse at træde ind i den gigantiske jordklodes mørke indre, der kun lyses op af endnu en jordklode på 4 meter i diameter. På den lille klode projiceres direkte billeder fra fire satellitter, så du får fornemmelsen af at se Jorden fra rummet.

Climate Planet er udviklet i samarbejde med NASA og har fokus på Jordens klima. Globale vejrdata, indsamlet siden 1905, viser jordens klimaudvikling det seneste århundrede og giver prognoser for fremtiden. Det er en sand øjenåbner, for den virkelighed vi står over for, hvis udviklingen fortsætter. Heldigvis findes der løsninger derude, og forestillingen efterlader publikum med håb og vished om, at vi i fællesskab kan vende udviklingen, hvis vi handler.

Unge inspirerer unge til at løse udfordringer

Efter den visuelle rumrejse skal eleverne i sving som medskabere, problemløsere, innovatører og debattører, når de skal prøve kræfter med nogle af de klima- og bæredygtighedsudfordringer, vi står over for. Unge studerende og nyuddannede ingeniører fra forskellige uddannelsesinstitutioner og virksomheder tager imod eleverne med forsøg og eksperimenter, der udfordrer de unge og involverer dem i klimaproblematikkerne. Eleverne vil opleve teori og praksis gå hånd i hånd på tværs af faglige discipliner – og de vil opleve den nyeste viden i anvendelse.

Gør oplevelsen til en del af undervisningen

Temaet, som er ’Bæredygtighed og Klimaløsninger’, spiller ind i FN’s 17 verdensmål og kan perspektiveres til faglige mål i samfunds- og naturfagsundervisningen på gymnasiet. I bliver præsenteret for et højt niveau af fagligt indhold, som I kan arbejde med både som optakt til, under og efter UngeEvent 2017. For alle fag på samfundsfaglige- og naturvidenskabelige studieretninger er det et fagligt mål, at eleverne skal undersøge, udvikle og vurdere problemstillinger. Det enkelte fag skal desuden kunne diskuteres og perspektiveres til andre fag. Til det formål er UngeEvent 2017 oplagt. 


Efter UngeEvent 2017 kan I fortsætte videre til oplæg og workshops, eller udforske de muligheder Aarhus byder på i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Praktiske forhold

UngeEvent 2017 finder sted i tidsrummet 8 til 17 både den 21. og 22. august og der er start hver hele time. Afsæt mindst 3 timer til at deltage. 

Deltagelse er betalt af Engineer the future, så den eneste udgift forbundet med jeres deltagelse er bustransport.

I nogle områder kan transporten blive dækket af lokale fonde/foreninger, og vi arbejder på at søge midler, så vi kan dække transportudgifter helt eller delvist. Derfor vil I ved tilmeldelse skulle svare på, hvorvidt jeres deltagelse er afhængig af tilskud til transport.

Engineer the future har en lang række partnere, som vi samarbjeder med omkring UngeEvent 2017 herunder Aarhus Universitet, VIA University College, Syddansk Universtiet, Aalborg Universitet, Dansolar, Vestas, IDA og Insero. Der kommer løbende nye partnere til, så hold jer opdateret på her på siden.

Tilmeld dig her

Dine kontakter til UngeEvent 2017

Sine Martinussen
Konsulent, Insero
sima@insero.com
4177 2471
Kenan Demir
Projektmedarbejder, Engineer the future
kenan@engineerthefuture.dk
6131 4253