Design dit eget lægemiddel
Inspirationsforløb
Forløbsbeskrivelse
I dette forløb arbejder eleverne som ingeniører i en medicinalvirksomheds udviklingsafdeling. Deres opgave er at udvikle et forbedret lægemiddel mod forstoppelse, der henvender sig specifikt til børn og unge under 18 år.
Virksomheden har oplevet faldende salg, fordi målgruppen har svært ved at indtage det nuværende lægemiddel. Eleverne skal derfor designe et produkt, der både virker medicinsk, og som patienterne faktisk har lyst til at tage.
Gennem forløbet vil eleverne arbejde med engineering designprocessen og udvikle en emulsion baseret på vand og paraffinolie. De skal eksperimentere med forskellige ingredienser, fremstillingsmetoder og udtænke, hvordan produktet skal se ud, smage og præsenteres for at appellere til målgruppen.
Forløbet kombinerer naturvidenskabelig viden om emulsioner med kreativ produktudvikling og mundtlig formidling. Eleverne arbejder i grupper på 3 personer og afslutter med at præsentere både deres udviklingsproces og det færdige produkt for en opponentgruppe.
Udfordring
I er ansat i udviklingsafdelingen på en medicinalvirksomhed, hvor I har fået til opgave at udvikle et lægemiddel mod forstoppelse rettet mod børn og unge under 18 år.
Lægemidlet skal leve op til følgende kriterier:
- Det skal kunne indtages oralt i form af en emulsion.
- Emulsionen skal primært være baseret på vand og paraffinolie.
- Emulsionen skal være ensartet og stabil.
- Patienten skal have lyst til at indtage lægemidlet.
Dosis kan udtages og administreres korrekt.
Kernestof
Kemi B
- Kemiske bindingstyper, tilstandsformer og opløselighedsforhold
- Organisk kemi: stofkendskab, herunder opbygning, egenskaber
- Kvalitative og kvantitative eksperimentelle metoder
- Anvendelser af kemi inden for teknik, produktion og teknologi
Bioteknologi A
- Cellebiologi: membranprocesser i forhold til osmose og årsager til forstoppelse
Evt. supplerende stof
Eleverne arbejder med en problemstilling inden for lægemiddelproduktion. Projektet bidrager med supplerende stof i begge fag i forhold til anvendelse af kemi og bioteknologi i produktion inden for sygdom og medicin.
Fag
Kemi B og Bioteknologi A
Omfang
11 lektioner à 70 minutter.
Udviklet af
Carina Henriksen og Bente Danielsen, Midtbyens Gymnasium, Viborg
Udviklet med støtte fra Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden og Lundbeckfonden.