Jeg gør vækst til en leg

Mød Anders, der gør vækst til en leg

Jeg gør vækst til en leg

Jeg hedder Anders Møller, er 21 år og 2. års studerende IKT-ingeniør på Århus Universitet.  Ved siden af studierne udvikler jeg apps til smartphones og tablets. Jeg har f.eks. netop udgivet spillet ‘The Bearded Hero’ med en kammerat. Spillet blev udgivet i juli, og er allerede nu blevet downloaded flere tusinde gange verden over.

Vi har arbejdet på spillet i halvandet år ca., og der er ikke noget federe end at arbejde på et projekt, som du går op i med liv og sjæl. Derfor drømmer jeg også om en karriere som selvstændig, når jeg er færdig med studiet. 

Ved siden af studierne optræder jeg desuden som tryllekunstner for firmaer og til private arrangementer. Det er dog ikke her fremtiden skal findes - selvom lighederne over til ingeniørfaget på visse punkter er slående. 

Derfor valgte jeg en ingeniøruddannelse

Udover at de fleste af vores fag lød utroligt spændende (og heldigvis viste sig at indfri alle forventninger og lidt til), så var det lige så meget for at få et så godt afsæt til min videre færd, når jeg engang er færdig med uddannelsen. Der er brug for ingeniører overalt, og denne efterspørgsel er kun voksende, så det er fedt at vide, at du vil befinde dig der, hvor udviklingen sker.

Det vil jeg forandre

Jeg vil være en af Danmarks kommende, ambitiøse iværksættere, som vi har brug for, for at sikre, at vi forbliver et af de steder, hvor fremtidens udvikling finder sted.