Jeg gør katastrofer mindre katastrofale

Ida kort version (skjult link)

Jeg gør katastrofer mindre katastrofale

Jeg hedder Ida Stougaard. Jeg er 27 år og blev færdig som Industriel Design Ingeniør fra Aalborg Universitet i sommer. 

Jeg har udviklet kommunikationsudstyr til katastrofeområder på mit speciale, fordi naturkatastrofer får al kommunikation til at gå ned. Uden kommunikation er det vanskeligt at få den rette hjælp sendt til rette sted i tide!

Jeg tog på studierejse til de tyfonramte områder på Filippinerne for at identificere bruger og behov. Derefter har min rolle været at udvikle en enhed med fokus på fysisk casing og interface med hensyntagen til hårde miljøkrav – en yderst stresset brugssituation og begrænsede databehandlingsressourcer. Enheden benytter MESH-teknologi og er blevet til i samarbejde med Alexandra Instituttet og Dansk Røde Kors.

Derfor valgte jeg en ingeniøruddannelse

Aalborg Universitets ingeniørlinjer trak i mig på grund af den problemorienterede tilgang og gruppearbejdet. Jeg har været virkelig glad for den indlevelse, der opstår, når man starter med at identificere det problem, man senere skal løse.

Det vil jeg forandre

Jeg vil gøre livet nemmere for folk! Mit mål er at forene reelle brugerbehov med forretningspotentialer og nye teknologier, og derved udvikle løsninger, der gør en reel forskel. Jeg håber, mit specialeprojekt kan realiseres, så det bliver et eksempel på en bæredygtig løsning, der eliminerer livstruende barrierer.

Banner - Bliv ingeniør