Hun knoklede sig til drømmejobbet

Hun knoklede sig til drømmejobbet

  • Artikler om ingeniører

Fordommene stod i kø, da Maja sprang fra gymnasiet og blev enlig mor som 19-årig. Men så tog hun en beslutning, der ændrede hendes liv. 

9-årige Noah er ikke en fejltagelse. Tværtimod. Da Maja Køhl Simonsen blev gravid som 19-årig og fødte sønnen Noah en novemberdag i 2007, føltes det, som det helt rigtige. Også selv om hun kun stod med en halvfærdig studentereksamen og ingen yderligere uddannelse. Ikke engang da forholdet til faren gik i stykker efter kort tid, fortrød Maja beslutningen om at få et barn i en tidlig alder.

’Jeg har altid gerne ville være en ung mor. Og da jeg stod med Noah i armene for første gang, skete der noget inden i mig. Jeg blev voksen på et splitsekund. ’Ikke mere pjat’, tænkte jeg. Nu tager du en uddannelse, så din søn kan være stolt af dig,’ forklarer Maja, der i dag arbejder i den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI.

Mange års mobning i folkeskolen havde ellers tæret godt og grundigt på selvtilliden hos den mørkhårede pige fra Brøndby. Men da først den nybagte mor spankulerede ud fra Glostrup hospital med en søn i favnen, var det med følelsen ’nu skulle hun vise verden’. Nu skulle hun mane alle de fordomme om ’dumme unge mødre’ i jorden, som hun var stødt på i omgangskredsen. Hun havde altid drømt om at blive ingeniør. Og nu skulle drømmen realiseres.

Jeg elsker fordybelse og teamwork

’Jeg elsker fordybelse og teamwork. Begge dele kunne jeg realisere i ingeniørjobbet.’

Maja tog HF og en uddannelse som teknisk tegner. Derefter gennemførte hun det adgangsgivende kursus på ingeniøruddannelsen og begyndte derefter på en 3,5 årige diplomingeniøruddannelse inden for byggeri.

’Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne klare at tage så lang en uddannelse, men da jeg fik min søn, ændrede alt sig. Jeg begyndte at tro på egne evner.’

Kombinationen ’enlig mor, studie og job ved siden af’ skulle imidlertid vise sig at være en hård nyser. Ud over et studiejob hos den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI, havde Maja arbejde på en natklub i København fra 21-6 fredag og lørdag. Alligevel slækkede hun ikke på ambitionerne på studiet. Karaktererne skulle ligge i toppen – og det gjorde de. Men der var tydelige omkostninger. I en periode, hvor det var særlig hårdt flyttede Maja hjem til sine bedsteforældre, der hjalp med at passe sønnen.

’Nogle aftner brød jeg helt sammen og græd. Min farfar kom med kaffe til mig og sagde, du brænder dit lys i begge ender. Min søn spurgte mig, om jeg ikke længere kunne lide ham, fordi jeg næsten aldrig var hjemme. Det gjorde ondt at høre.’

Men i dag er Maja Køhl Simonsen ikke i tvivl, om det var det hele værd. Studiet var hårdt, men ved at kaste sig ud i det, gik det op for hende, at hun havde faglige evner, hun ikke vidste, hun havde. Hun kunne godt klare matematikken, forelæsningerne og afleveringerne. Hun bed tænderne sammen, da det gjaldt – og i januar 2016 kunne lægge sit eksamensbevis på bordet foran sin chef i COWI, der kvitterede med at fastansætte hende.

’Man må gøre det, der skal gøres. Jeg havde ambitioner - både på egne og på min søns vegne. Forleden sagde han faktisk, at han også vil være ingeniør. Det var dejligt at høre, men der er jo lang tid til han skal beslutte sig. Lige nu glæder jeg mig bare over, at jeg i dag er blevet den Maja, som jeg altid har drømt om at blive.’

Maja Køhl Simonsen arbejder i dag som ingeniør med regn- og spildevandshåndtering hos COWI, men bruger også sin uddannelses som teknisk tegner, når hun designer og animerer på computer.